Før der kom rigtige brandstationer til, så var der i stedet sprøjtehuse. Der var ikke den by, landsby eller landområde, der ikke havde sit eget sprøjtehus.
Det var et krav, og i mange landområder var det de største gårde, der havde pligten, og hvor disse sprøjtehuse var beliggende. Til at starte med var der rigtige sprøjtevogne i disse huse. Det var trækærrer, der kunne spændes heste for, og som blev brugt i forbindelse med brande i området.
De lokale var brandkorpset, og alle var frivillige. Opstod der en brand, så mødte alle folk op og gav en hånd med.
Over tid flyttede disse bygninger ind i byerne, og mange af de små damme og gadekær, der ligger i landsbyerne stadig, var også branddamme, for det var vigtigt med adgang til vand.
Da brandkorpsene blev kommunale blev de fleste sprøjtehuse overflødige. Heldigvis er mange af dem dog stadig bevaret, for de store gårdejere fandt andre muligheder for bygningerne. Der kan du sagtens finde de små bygninger rundt omkring i landet, især ved de gamle og store gårde.
Kommunernes sprøjtehuse
Kommunerne opførte deres egne bygninger til et mere centralt brandvæsen, som vi kender det i dag. Kommunerne var også afhængig af adgangen til vand, indtil de moderne løsninger med brandhaner og store tankvogne kom til.
Mange kommuner startede i det små, men som behovet og indbyggertallene voksede, så gjorde alle de lokale brandstationer det også.
I forhold til den gang, så råder kommunerne nu over mange køretøjer, har mange ansatte og har alt det udstyr, der skal til for at hjælpe dig.