Hvem ville ikke gerne have været brandmand som lille? Uanset om man er dreng eller pige, har man næsten med sikkerhed været fascineret af de stærke brandmænd i deres store biler, som kunne gå ind et brændende hus og bekæmpe ilden, redde børn og voksne – og husdyr – fra flammerne og sørge for, at værdier blev reddet.
I Danmark er der mange steder især ude i provinsen en stærk tradition for, at brandkorpsene er sammensat af frivillige brandmænd. I mange sogne ude på landet står brandsprøjten parkeret i et særligt sprøjtehus, og når brandalarmen lyder, griber de frivillige brandfolk deres Tandbørster i en fart og suser afsted til sprøjtehuset, hvorfra de kører ud på deres mission.
Det er slet ikke ufarligt at være brandmænd, og ikke mindst de kendte røgdykkere med deres masker for ansigtet og iltflasker på ryggen tager en stor risiko. De bevæger sig ind i flammerne og redder med fare for deres eget liv folk og fæ og deres værdier.
Nogle klarer ikke mosten
Som frivillig brandmand har man ikke fået en særlig grundig uddannelse i arbejdet, selv om man har gået på kurser i, hvordan man arbejder som brandmand. Nogle klarer derfor heller ikke mosten, men vælger at udtræde af brandkorpset igen, fordi de ikke kan klare synet af al den ulykke, som en brand jo også er.
Men mange er frivillige brandværn igennem mange år af deres liv og yder dermed et stort stykke frivilligt arbejde i deres lokale miljø. Ofte kaldes de ud midt i arbejdsdagen, mens de spiser, eller mens de sover, men alt det hører også med, når man har valgt en tjans som frivillig brandmand.